Muk

Muk, kodeleds dermatitis, mud fever - kært barn har mange navne.
Som de fleste hesteejere nok allerede ved, så er muk en af de hyppigste lidelser, hestene døjer med om vinteren. Grundet det danske vintervejr er det svært at holde foldene tørre, og mudder er derfor nærmest umuligt at undgå på hesteben.

Hvad er muk?

Muk er en lidelse der kan skyldes forskellige årsager, herunder bakterier, svampe og mider.
Hvis hesten ofte har våde mudrede ben vil huden blive fugtig og/eller fyldt med små sår, og dette kan nedbryde hudens normale barriere. Den fugtige, beskadigede hud er mere modtagelig for angreb af fx bakterier, og konstant våde ben i et urent miljø, som f.eks. en mudret fold, er derfor perfekte forhold for muk.

Muk kan give symptomer som;

  • Sårskorper i kodebøjning og andre steder på benet
  • Varme, hævelse, ømhed og evt. halthed


Hudbarrieren

Hudens egen forsvarsmekanisme består af et fedtlag, der ligger mellem hudcellerne og danner en barriere, så bakterier og andet ikke kan trænge ind. Det er derfor vigtigt at have fokus på en god hudbarriere, da hesten ellers vil få muk igen og igen. Hudbarrieren stresses og ødelægges ved gentagen fugt, udtørring, inflammation, infektion og allergi. Pelsen er med til at danne en barriere, mens maskinklipning ofte påfører huden en irritation samtidig med, at der kan opstå mikrolæsioner. Ligeledes kan gamacher og klokker påføre let irritation til huden. Fugt ødelægger hudbarrieren, hvad enten det er fugt på en våd fold eller det er i forbindelse med vask, da det fjerner fedtlaget.

Muk starter som oftest i kodebøjningen, hvilket skyldes, at huden her er tynd og at der dannes hudfolder hver gang hesten løfter benet, dette skaber et godt miljø for bakterier. Samtidig er der i dette område større risiko for at huden sprækker, hvis den ikke holdes blød og smidig. Det er derfor vigtigt, at man har særlig fokus på dette område i forebyggelse og behandling, og man skal huske, at hudbarrieren er nøglen til forebyggelse.

Forebyggelse af muk (raske ben)

  • Undgå maskinklip og daglig vask af raske ben - børst og tør i stedet benene
  • Vask kun ved mudder og sørg efterfølgende for at tørre benene grundigt
  • Forebyg med fugtgivende og antibakterielt middel/creme på huden, især i kodebøjningen
  • Minimer mudder på folden og sørg for en god staldhygiejne, hvor våd og beskidt strøelse fjernes dagligt.


Behandling af muk

  • Vask med desinficerende og svampedræbende shampoo, helst en shampoo med 2-4% klorhexidin, og blød sårskorperne op så de løsner sig.
  • Det er vigtigt at få fjernet så mange skorper som muligt, da agens sidder beskyttet indenunder, hvorved vask og behandling ikke har nogen effekt. Det er vigtigt, at skorperne opløses og fjernes skånsomt, da man ellers påfører huden mere skade og inflammation, som kan yderligere forværre infektionen.
  • Hvis skorperne sidder meget fast, kan de smøres med f.eks. Helosan eller lignende en halv time før du vasker benet.
  • Skyl omhyggeligt al sæbe af.
  • Efter vask er det vigtig at få tørret området grundigt, og holde det tørt. Brug et rent håndklæde, eller hårtørrer på lav varme, så det angrebne område bliver helt tørt.
  • Der sluttes af med at smøre det angrebne område ind i en antibakteriel, fugtgivende og blødgørende salve - det er meget vigtigt at området er helt tørt først.
  • Det kan anbefales at klippe hesten i området, så det er lettere at fjerne skorper og produkterne derved kommer ordentligt ind og virker.
  • Man kan påføre zinkcreme inden hesten lukkes på fold for at lave en tør og beskyttende hinde. Vær dog opmærksom på, at zink virker udtørrende på huden.

Muk kan umiddelbart virke som en lille sag, men det kan give store problemer, hvis det ikke bliver behandlet rigtigt. Hvis du ikke ser en tydelig forbedring efter at have behandlet hesten selv i en uges tid, må du ikke tøve med at kontakte dyrlægen.
Hvis der går for lang tid, kan hesten udvikle dermatofilose eller lymfangitis, som er meget mere alvorlige og behandlingskrævende for hesten.
I visse tilfælde kan det dog være nødvendigt med en antibiotikabehandling og/eller steriodbehandling - dette kan din dyrlæge beslutte ved en grundig konsultation og evt. udtag af prøve fra området.

OBS
Det, der er vigtigt at huske på er, at årsagen til muk er talrige, og ofte er det en kombination af agens. Derfor kan behandlingen variere fra hest til hest. Er du i tvivl om din hest har fået muk, er du velkommen til at kontakte os.