Drægtighedsscanning

Fra dag 15 efter ægløsning kan man foretage drægtighedsscanningen. Er hoppen drægtig vil man på dette tidspunkt af drægtigheden se en lille rund fosterblære.

Er hoppen ikke drægtig kan man nå at starte op med follikelkontrol inden næste ægløsning på 21 dagen.


I Danmark er betalingen af hingstesæd ofte opdelt i to rater, hvor første rate forfalder ved første bedækning og anden rate ved 70 eller 90 dages drægtighed. Når anden rate forfalder, er det selvfølgelig vigtigt at vide, om hoppen stadig er i fol inden man betaler, hvorfor en håndprøve/scanning på dette tidspunkt kan være relevant.

Nogle forsikringsselskaber forlanger ligeledes en positiv drægtighedsundersøgelse på dette tidspunkt, hvilket man naturligvis selv skal forhøre sig om hos sit forsikringsselskab. Yderligere skal man også være opmærksom på evt. krav om vaccination mod virusabort (starter fra 5. drægtighedsmåned).