EMS - Equine metabolic syndrome

EMS -equine metabolic syndrome, er en endokrin stofskiftelidelse hos heste, som giver sig til udtryk ved insulisresistens, svarende til type 2 diabetes hos mennesker. EMS betragtes som en "velfærdssygdom", hvor de væsentligste årsager til udviklingen af sygdommen er en genetisk predisponering, for lidt motion samt forkert og/eller for store mængder foder, der fører til fedme/overvægt.

Nogle heste – og ponyracer er mere disponerede for EMS end andre. Dette gælder særligt alle de nøjsomme og trivelige heste og- ponyracer. Deres stofskifte er indrettet til at sætte ekstra fedtdepoter om sommeren, for at have noget at tære på om vinteren.

Dog kan alle typer heste der ikke fodres korrekt, komme til at lide af EMS!!

Fodring – hvorfor går det galt?
Tendensen til overvægt hos heste er hovedsageligt genetisk bestemt. Har man en hest, der nemt bliver overvægtig, er det meget vigtigt, at spare på kulhydraterne. Kulhydrater i et vist omfang er nødvendige for at opretholde kroppens funktion. En normal rask hest vil typisk være dækket ind med kulhydrater gennem grovfoderet, dvs. hø eller lucerne.

Korn samt melasse indeholder store mængder kulhydrater. Langt de fleste foderprodukter der anvendes til heste indeholder både korn og melasse og dvs. kulhydrater. Kulhydrater omdannes til sukker i kroppen.

Når hesten spiser et kulhydratrigt måltid, producerer bugspytkirtlen hormonet insulin. Insulin stimulerer kroppens celler til at optage sukker, som benyttes til brændstof i cellerne. Overskydende sukker omdannes og deponeres som fedt. Hvis hesten over en længere periode fodres med for store mængder kulhydrat, dannes der store fedtdepoter. Disse fedtdepoter kan forstyrre insulinproduktionen og der kan opstå insulinresistens. Ved insulinresistens nedsættes sukkeroptagelsen i cellerne og endnu større mængder fedt deponeres. De hormonelle forandringer der opstår i kroppen, giver anledning til meget høj risiko for udvikling af forfangenhed.

Symptomer på EMS

  • Forfangenhed
  • Fedtkam nakke og hals
  • Fedtpuder ved haleroden
  • Fedtpuder ved skuldrene
  • Fedtpuder langs flankerne
  • Øget tørst
  • Øget urinering
  • Øget appetit

Behandling
I tilfælde af akut forfangenhed, skal hesten selvfølgelig smertebehandles. Derudover består behandlingen af motion en meget konsekvent diæt, hvor man undgår korn, æbler, gulerødder, sukker/melasse, brød og græs. Diæten skal med andre ord være meget kulhydrat fattig, det kan f.eks. være opblødte roepiller eller lucerne. Obs. Den akut forfangne hest skal ikke motioneres. Behandlingsplan for denne lægges i samråd med dyrlægen.

Forebyggelse
Korrekt fodring samt motion. Desuden er det meget vigtigt at hestens behov for vitaminer og mineraler er dækket.
Er du i tvivl om din hest er i risikogruppen for EMS, test da vha. følgende formel:

Mål omfanget (i cm) af halsen midt mellem hoved og bryst. Denne værdi divideres med hestens højde
(i cm). Er værdien over 0,65 anses spækkammen for betydelig. Er værdien over 0,71 er hesten i risikogruppe, og der er stor sandsynlighed for, at hesten udvikler forfangenhed.