Parasitbekæmpelse (orm)
Hos Hestedyrlægerne Ribe går vi ind for en sund ormestrategi. Vi anbefaler, at alle heste undersøges to gange årligt. Alle ormemidler er receptpligtige, og vi udleverer derfor ikke ormekur, med mindre der ved gødningsprøve er påvist orm, eller hvis dyrlægen på anden måde har mistanke om for høj ormebyrde.
Gødningsprøven opsamles fra frisk afsat gødning fra den hest der ønskes undersøgt. Tag øverst fra bunken, så der ikke er iblandet jord, sand eller strøelse. Til undersøgelsen skal der kun bruges 40 gram gødning, dvs. kun en lille knold pr. hest. Prøven afleveres på klinikken med tydelig navn på hest og ejer samt ejers adresse og telefonnummer.
Prøven for almindelige orm bør ikke laves fra sidst i november til medio marts, da prøvesvaret på dette tidspunkt ikke er fuldt pålideligt. Ormenes æg-udskillelse er ujævn i denne periode, og det er æggene, vi undersøger for ved analysen. Analyser for blodorm, bændelorm og spolorm er pålidelige hele året.
Alle gødningsprøver indsendes til et eksternt laboratorium, og vi har svar i løbet af få dage.