Kastration

Inden operationen udføres, undersøger dyrlægen hestens almene tilstand og konstaterer, om begge testikler er sunket ned i pungen. I nogle tilfælde er en eller begge testikler ikke sunket ned i pungen, og der er tale om, at hesten er kryptorchid. Den kryptorchide testikel vil ligge i lyskekanalen eller i bughulen. En sådan hingst bør ikke opereres hjemme og henvises derfor til et hestehospital.

Udførsel af stående og liggende kastration

Hos Hestedyrlægerne Ribe kan vi udføre både stående og liggende kastration.
Den stående kastration er hurtigst og mest skånsom for hesten, derfor foretrækkes denne metode. Hesten bedøves, rengøres og lokalbedøves, hvorefter indgrebet foretages mens hesten står og sover.

Den liggende kastration foretrækkes i de tilfælde hvor hesten/ponyen er så lille, at dyrlægens arbejdsposition bliver uhensigtsmæssig, eller hvis en eller begge testikler er vanskelige at få fat i. Ved en liggende kastration skal hesten i fuld narkose. Dette kræver en velstrøet og ren boks, hvor hesten kan ligge, og hvor den ikke kommer til skade under opvågningen.

Før indgrebet får hesten foruden bedøvelsen, en smertestillende sprøjte, antibiotika samt stivkrampeserum.
Operationen forløber sædvanligvis uden komplikationer, men på trods af dette, er der altid en lille risiko ved enhver operation. Hvis du umiddelbart efter kastrationen observerer blødning fra såret, bør dyrlægen kontaktes straks. Det er normalt at området omkring operationssåret hæver op og væsker lidt de første par dage.

Som ved alle andre former for operative indgreb er der en risiko for efterfølgende infektion i såret. Ejeren bør de første dage efter indgrebet, være opmærksom på hestens almene tilstand og ædelyst. Ved mistanke om infektion skal dyrlægen tilkaldes.

For at forebygge hævelse, har hesten bedst af at blive motioneret flere gange dagligt, eller komme på fold så den kan røre sig. Helst alene eller sammen med en rolig hest, så den kastrerede hest ikke stresses unødigt.